2xfolke-i-folkehaven: En aften med Steen Folke og Lotte Folke Kaarsholm
Vi lever i en tid, hvor verdens rigeste mand, Elon Musk, har kaldt empati for “den vestlige civilisations fundamentale svaghed” og ført an i en kampagne mod udviklingsarbejde. USAID er blevet lukket ned, FN er i krise, og flere europæiske lande skærer i deres udviklingsbistand. Også i Danmark møder bistanden stigende kritik i medierne og politiske krav om at skære ned på støtten til verdens fattigste lande.
Det er en god anledning til at genbesøge, hvad udviklingsbistand egentlig handler om. Hvordan begyndte den i Danmark? Hvorfor har så mange mennesker engageret sig i den, og hvad er der kommet ud af det? Hvilke udfordringer står vi over for nu – og er udviklingssamarbejdets tid forbi?
Vi vil forsøge at fortælle hele historien gennem én mands liv. Steen Folke var med sine forældre udsendt til MS’ første udviklingsprojekt i Indien i 1950’erne – før Danmark overhovedet havde en statslig udviklingsbistand. Gennem syv årtier har han fulgt opbygningen af udviklingssamarbejdet som både praktiker, forsker, politiker, debattør og aktiv i foreningslivet.
Nu takker han af som bestyrelsesmedlem i MS. I den anledning har vi bedt hans niece, Lotte Folke Kaarsholm, om at sætte ham stævne til en samtale om, hvad det hele handlede om, hvad han ville sige til Elon Musk, hvis han fik chancen, og hvad han håber, at resten af os vil tage med os og kæmpe videre for.






